Første kamp til Aalborg annonceret

bodyslam i aalborg - tag match

Ridgeway & Rage vs. Emeritus & Dominick er første annoncerede kamp til BODYSLAM i Aalborg 16. januar.

Da BODYSLAM! var i Aarhus tilbage i august måned, var én af showets uventede succeshistorier en tag team kamp, som blev booket på selve dagen. Heimo the Wildman og Impact Wrestlings Robbie E dannede, hvad mange ville mene, var et umage makkerpar; ikke desto mindre var de succesfulde og fansene i Aarhus elskede kemien mellem de to tag team partnere. Derudover var det en mulighed for at se to af wrestling farverige personligheder på samme hold for hvad der må antages at være både første og sidste gang.

Kampens popularitet live og efterfølgende i både beskeder på sociale medier samt emails til BODYSLAMs hovedkvarter, betyder at ledelsen har valgt at konceptet atter skal bringes på bane når næste show løber af stablen i Aalborg 16. januar. Denne gang bliver det den læderjakkeklædte bad boy Rick “The Prick” Dominick, der er blevet tildelt den umage, gotiske, maskerede partner Emeritus Midnight. Ikke nok med at disse to kæmpere har vidt forskellige temperamenter og livsstile, men der er også den ekstra faktor at begge wrestlere har et kvindeligt modstykke med sig til ringside. I Dominicks tilfælde, hans sukkersøde hjertenskær Grace; i Emeritus’ tilfælde hans fortalerske og partner-in-crime Hailey.

Den mærkværdige duo skal i ringen mod den gnavne, arrogante og voldsomt talentfulde brite Chris Ridgeway, der danner øretæveindbydende par med den svenske mastodont Harley Rage. Det er et hold, der på papiret står utroligt stærkt, men også to enorme egoer, der skal komme overens. Og det er måske det mest interessante ved disse “wildcard tag team matches”: I Aarhus var det en vindende kombination, som kom fantastisk ud af et med hinanden, men der er al mulig grund til at tro, at mindst et af disse to hold imploderer for øjnene af Skråens publikum d. 16. januar i Aalborg.

Det er kun første kamp til BODYSLAMs Aalborg debut, som ringer det nye wrestling-år ind. Følg med her på siden, for at få alle de nyeste updates – og abonner på vores YouTube kanal for at være blandt de første, der ser nye videoer, som fortæller historien, der leder op til nogen af showets største kampe.

Køb billet til wrestling i Aalborg