Michael Fynne, Tank, Rick Dominick, Emeritus Midnight, Harley Rage og Chris Ridgeway headliner et fantastisk card på Skråen 16. januar! Vi har kigget lidt på kampene og hvad, der har ledt op til dem.
TABLE MATCH – Michael Fynne vs. Tank
Tank og Michael Fynne er ikke noget ubeskrevet blad i BODYSLAM regi. De to har kendt hinanden i over ti år, og den rapkæftede rapper Fynne blev oprindeligt trænet af veteranen Tank. Alt ændrede sig dog, da Tank bemærkede en dårlig attitude i sin tidligere elev, hvilket ledte til et opgør i Ceres Park & Arena i Aarhus tilbage i august. Den kamp sluttede da rapperen Jøden bragte et bord ind i ringen som Michael Fynne endte med at blive smidt igennem og pinnet til 3.
Indblandingen fra Jøden gør at ingen af de to deltagere er helt tilfredse med udfaldet og derfor har begge noget at bevise i denne kamp: Michael Fynne vil have hævn og bevise at eleven er blevet bedre end læreren; Tank vil bevise at han stadig er en naturkraft på den danske wrestling-scene og banke noget fornuft ind i hovedet på sin respektløse tidligere elev i samme ombæring.
WILDCARD TEAM TEAM MATCH – Emeritus Midnight & Rick Dominick vs. Harley Rage & Chris Ridgeway
Til vores sidste show i Aarhus var en uventet publikumsfavorit en tag team kamp, hvor umage makkere blev tvunget til at arbejde sammen og fantastiske interaktioner fulgte. BODYSLAM! ledelsen har besluttet at konceptet derfor skal vende tilbage i Aalborg og denne gang er det om muligt endnu mere sprængfarligt end sidst!
Den enorme bully Harley Rage og den misantropiske, pessimistiske Chris Ridgeway er det ene hold. De har begge udtalt at så længe den anden ikke går i vejen er sejren sikker. De tror simpelthen ikke på at deres modstandere kan enes, og ser inkompetence fra en tag makker, de ikke selv har valgt, som eneste mulighed for nederlag. Og allerede der må man sige, at det ikke tegner til at blive noget gnidningsfrit samarbejde…
Den læderjakkeklædte greaser Rick Dominick og den maskerede, gotiske Emeritus Midnight er det andet hold. Selvom deres livsstile er som nat og dag, har de dog et lighedspunkt: Begge er eskorteret til ringen af en smuk kvinde. I Dominicks tilfælde hans søde og lidt naive kæreste Grace, i Emeritus’ tilfælde en kvinde, der kun kan betragtes som en medsammensvoren, der går under navnet Hailey. Vi har tidligere set at Rick The Prick har gjort en indsats for at tale med sin umiddelbart uimodtagelige makker, men det er stadig tvivlsomt at de to kan enes om ret meget. Bliver de to ved ringside endnu en distraktion og noget at skændes om for to allerede vidt forskellige personer?
INTERNATIONAL WOMEN’S MATCH – Lady Lory vs. Courtney
En sjælden mulighed for danske wrestlingfans for at se kvinde-wrestling i absolut topklasse. Lady Lory har domineret ringe i blandt andet Tyskland, Sverige og Storbrittanien, og bliver med rette set som én af de absolut bedste i Europa. Hun viser ingen nåde og går benhårdt efter sejr for enhver pris.
Hendes modstander Courtney er et mere ubeskrevet blad, men har dog allerede i sine første få år i wrestling-sporten fået kampe i både hendes hjemland, Skotland, samt Belgien og Holland under bæltet. Ved hendes debut i Danmark har hun udtalt at hun vil gøre alt for at imponere, og at hun har chancen for at komme i ringen med en modstander af Lorys kaliber er en yderligere motivationsfaktor.
TRIPLE THREAT MATCH – Levi Petrus vs. Chuck Cyrus vs. Espen Olsen
Normalvis er det svært nok for en wrestler at have én modstander at holde øje med – denne kamp er der to! I en triple threat match er man nødt til at have øjne i nakken og selv da kan man tabe, selvom man ikke bliver pinnet: Første mand der formår at holde én af modstanderne nede til 3, har vundet. De tre deltagere, der har taget udfordringen op er:
Levi Petrus – en selvhøjtidelig, nedladende og prædikende svensker, der ser ned på alle, der ikke lever efter hans tolkning af Guds ord. Hans hykleriske taktikker i ringen indebærer at snyde ved enhver lejlighed, hvorefter han belærer fans om hvordan de skal leve deres liv.
Espen Olsen – “Den mest norske nordmand fra Norge” kommer til Skråen, finansieret af Nordsøolie for at bevise sit hjemlands overmagt. Han er kendt for ikke at have nogen personlighed udover patriotisme overfor sit fædreland, som han kæmper for med næb og klør (og mindre fine tricks).
Chuck Cyrus – den sidste deltager er alt det de to andre ikke er: atletisk, farverig og altid indstillet på at have det sjovt. Han er et wrestlende festfyrværkeri og en mand, der sætter gang i en fest – noget Levi nok ikke sætter pris på, men som alle Aalborgs fans nok gør.
DEBUT MATCH – Shooter Schjøtler vs. Martin Miguel
Martin Miguel får sin debut i kamp mod veteranen Shooter Schjøtler. Kan Shooteren holde den utroligt atletisk og eksplosiv Miguel nede, eller bliver han overvældet af debutantens rå energi?
Vasyl?
Udover disse annoncerede kampe er der også risiko for at Vasyl, monstret fra Tjernobyl, endnu engang destruerer intetanende wrestlere og efterlader intet andet end kaos bag sig. Hvis du ser Vasyl komme, er der kun et at gøre: Flygt!
Vi ses på Skråen til et fantastisk show!