Dalby wrestling

Nicolas Dalby kommer til Pumpehuset

UFC-veteranen Nicolas “Sharpshooter” Dalby træder ind i en noget anden arena end han er vant til ved BODYSLAM! showet 17. februar på Pumpehuset i København!

Og når Nicolas Dalby indtager rollen som “ringside enforcer” ved BODYSLAM! Pro-Wrestling showet 17. februar i Pumpehuset, slutter han sig til en lang liste af sportsfolk og kendisser, der har dyppet tæerne i wrestling. En liste der blandt andre tæller bokselegenden “Iron” Mike Tyson, der ved WWF WrestleMania i 1998 var “ringside enforcer” under titelkampen mellem “The Heartbreak Kid” Shawn Michaels og “Stone Cold” Steve Austin.

Rousey, Jøden og Dalby

Indenfor wrestling har der i de seneste år været et boom af sportsfolk og kendisser, der er gået med på wrestlings outrerede og teatralske præmis. Senest har det globale wrestling-foretagende WWE skrevet kontrakt med den kvindelige UFC-stjerne Ronda Rousey, der dukkede op på deres Pay-Per-View natten til mandag dansk tid. Nicolas Dalby, der har en MMA rekord på 14 sejre, 2 nederlag og 1 uafgjort, kommer derfor i fint selskab, når han lørdag 17. februar træder ind i wrestlings absurde og farverige teatervolds-univers!

BODYSLAM! har også tidligere samarbejdet med celebre danskere, der forstår underholdningsværdien i wrestling. Ved det første BODYSLAM! show nogensinde, som fandt sted i NRGi Arena i Aarhus, var rapperen “Jøden” således med som manager for den nuværende BODYSLAM! Champion “Judge Dreads” Michael Fynne, som han endte med at hamre en stol i hovedet på!

Wrestling og rock på programmet

Showet i Pumpehuset 17. februar markerer også første gang BODYSLAM! indtager hovedstaden. Det sker med et show, hvor både cremen af danske wrestlere, såsom BODYSLAM! Champion Michael Fynne, Tank, Kimball og Rick Dominick, samt internationale wrestlere fra blandt andet England, herunder “CCK” Chris Brookes, Flash Morgan Webster og Ashley Dunn, kommer for at vise præcist hvad BODYSLAM! kan levere af både farverige personligheder, hårdtslående action og drama fra start til slut!

Når den sidste kamp er afsluttet og klokken har ringet, fortsætter festen i Pumpehuset. Rockbandet SEA, der er nomineret til Gaffaprisen for Årets Danske Hard Rock/Metal Udgivelse, kommer og giver ekstra smæk for skillingen, med riffs og headbanging af den anden verden!

Dørene åbner kl. 19.00. Showstart kl. 20.00.

Foto: Palle Schultz – palleschultz.dk

Wrestling billetter - København 2018

København 17. februar 2018