Af Nicolai Isaksen
Den 14. august løber ScandiGraps Invitational 2021 af stablen i Pumpehuset, København. Dette års SGI bliver anden udgave af formatet, som blev introduceret sidste år. Forrige års ScandiGraps bød på nyt blod og overraskelser, hvor en sejrende Emeritus konsoliderede sin status som en af BODYSLAMs bedste wrestlere. ScandiGraps kan elevere vinderen til nye højder i BODYSLAM Pro Wrestling. Feltet byder på 3 garvede ScandiGraps wrestlere og 5 debutanter, så det bliver en uforudsigelig turnering. Denne artikel dykker ned i deltagerfeltet og kigger på, hvem der kæmper om SGI trofæet den 14. august.
SE: ScandiGraps Invitational 2020 på Youtube

Deltager nummer 1 – ‘El Guapo’ Carlos Zamora
ScandiGraps debut: 2020
Affiliering: Phoenixfonden
Selvom hans kælenavn er ‘El Guapo’, så er der intet kønt over når Carlos Zamora træder ind i en wrestling ring. Med en baggrund i MMA og diverse kontaktsport, så kan Carlos Zamora tage sine modstandere ned med skarpe slag og spark eller ulidelige submission holds. Efter at have skabt røre i den danske wrestling scene, og med en turné af den filippinske wrestling scene, bragede denne unge stjerne ind hos BODYSLAM Pro Wrestling i 2020, hvor han deltog i den første SGI. Zamora klarede sig hele vejen til semifinalen, og vender i år tilbage med intentionen om at gå hele vejen. Det er med en stor sejr mod veteranen Tank at Zamora går dette års ScandiGraps i møde. Det bliver spændende at se om Phoenixfonden har Zamoras ryg i denne turnering eller om ‘El Guapo’ har tænkt sig at kæmpe sine egne kampe.

Deltager nummer 2 – Bam Bam Quaade
ScandiGraps debut: 2021
Affiliering: Easy Loverz
Der er lagt i kakkelovnen til hvem end, der står i vejen for den unge Easy Lover Bam Bam Quaade. Med en stil der byder på højtbelagte håndmadder og regelbrud i stimevis, så er der ingen tvivl om at Bam Bam fra Easy Loverz nok skal gøre livet surt for sin modstander i årets turnering. Det bliver en interessant turnering for Bam Bam, idet Easy Loverz som enhed står midt i en kontrovers, hvor de er under anklage for at have angrebet Adonis fra Randerspagne og stjålet hans tag team bælte. Bam Bam går ind til ScandiGraps med en skydeskive på ryggen, da han skal møde Randerspagnes Xander i første runde af turneringen. Kommer den utilpassede Bam Bam alene eller er hans kumpaner fra Easy Loverz klar ved ringside?
SE: Nogen har ANGREBET Adonis fra RandersPagne! Tag Team bæltet STJÅLET
SE: Hvorfor bliver Loverz ALTID beskyldt? Fordi de altid HAR GJORT DET!

Deltager nummer 3 – Hunyadi Tamás
ScandiGraps debut: 2020
Affiliering: Ingen
‘The Hungarian Soldier’ Hunyadi Tamás deltager i sin anden ScandiGraps turnering. Sidste års turnering ledte til en skuffende eliminering i første runde for den ungarske soldat. Med modstandere som Michael Fynne, Rick Dominick og Emeritus, så kan der ikke herske tvivl om at 2020 har været et lærerigt år for den unge rookie. Særligt den blodige krig mod Rick Dominick virker til at have sat spor i den unge Tamás. Hans seneste kamp imod Toby Zane bevidner dette, hvor Tamás gik til unødvendige og nådesløse længder for at besejre BODYSLAMs elskede brony. Er det en mere ærbødig og ydmyg Hunyadi Tamás vi ser i Pumpehuset den 14. august eller får vi djævelen på hans skulder at se igen?
Deltager nummer 4 – Aliss Ink
ScandiGraps debut: 2021
Affiliering: Ingen
Det bliver med nådesløst dræberinstinkt når den svenske Aliss Ink sparker sig vej igennem patriarkatet den 14. august. Aliss Ink har en baggrund i karate og jiu-jitsu med i bagagen, når hun kommer til ScandiGraps Invitational. Hun har tidligere wrestlet hos BODYSLAM blandt andet i forbindelse med ‘Women’s Fight Night’. Denne tatoverede kriger brækker alle fordomme over på midten, når hun går op imod et mandsdomineret felt. Størrelse eller højdeforskelle bliver ingen sag for Aliss Ink når hun vrider armen rundt på- eller knockouter modstanderen med et velplaceret spark. Aliss Ink er kommet for at samle hoveder og det vil sende et stort budskab til alle wrestlere i skandinavien, hvis hun løber med sejren.
Deltager nummer 5 – Gabriel Faust
ScandiGraps debut: 2021
Affiliering: Ingen
Gabriel Faust er én af to deltagere, som laver sin BODYSLAM debut i ScandiGraps Invitational. Gabriel Faust har tidligere erfaring fra den danske wrestling scene, men kommer ind som en relativ joker i denne turnering, hvor han bliver svær at gøre sig klog på. Denne unge anarkistiske wrestler drøner derudaf med en hastig og højtflyvende wrestlingstil, som tager modstanderne med storm. Faust bliver svær at forberede sig på, og dette unge talent vil helt klart udnytte kaosset når han tramper ind i ringen til ScandiGraps. En sejr i SGI kan ændre Fausts karriere på et øjeblik og vende hele hierkakiet i BODYSLAM Pro Wrestling på hovedet.
Deltager nummer 6 – Ender Kara
ScandiGraps debut: 2021
Affiliering: Ingen
Efter årevis af hype i skandinavisk og nordeuropæisk wrestling kommer ‘The Turkish Assassin’ Ender Kara til BODYSLAM Pro Wrestling. Kara blander taekwondo med en højtflyvende og adrenalinfyldt wrestling stil, som efterlader publikum måbende. Selvom han er ny i ScandiGraps Invitational, så er turneringer ikke noget der er fremmed for Ender Kara, da han tidligere har deltaget i GWF Light Heavyweight World Cup. Ender Kara kan med et trylleslag cementere sin status som Skandinaviens bedste wrestler, hvis han vinder ScandiGraps Invitational.
Deltager nummer 7 – Xander
ScandiGraps debut: 2020
Affiliering: Randerspagne
Sidste års finalist Xander træder igen ind i ringen for at deltage i ScandiGraps. 2020 var et hårdt år for den randrusianske festabe, som måtte lægge stilen om, da hans tag team karriere midlertidigt blev sat på hylden. Xander fandt heldigvis enorm succes i ScandiGraps, hvor han viste BODYSLAM fans, at han også kan begå sig i singles wrestling. I år er han tilbage for at gå hele vejen og vinde turneringen for Randerspagne. Spørgsmålet er dog om det mystiske angreb på Adonis vil veje på hans sind og om Easy Loverz blander sig udenom Xanders turnering?
Deltager nummer 8 – Toby Zane
ScandiGraps debut: 2021
Affiliering: Ingen
Få wrestlere er lige så elsket af BODYSLAM fans som ‘#Mylittletoby’ Toby Zane. Denne højtflyvende underdog laver sin ScandiGraps debut i Pumpehuset. Efter et 2020 som bød på forræderiske venner og en række nederlag, så er ScandiGraps Invitational netop hvad Toby Zane har brug for. SGI vil være den perfekte måde for Toby Zane at kickstarte hans karriere og galopere imod lysere tider. Der er lang vej til toppen for den farverige brony i sådan et stjernespækket felt, men Toby er kendt for at wrestle med hjertet, og for aldrig at give op.
Otte deltagere træder ind i ringen, men kun én kan vinde – Hvem løber med guldet i dette års udgave af ScandiGraps Invitational?
Kan du ikke få nok af BODYSLAM? Så gå ind på IWTV.live, og vis din støtte ved at bruge koden ‘BODYSLAM’