Wrestling i København

Wrestling i København, Pumpehuset 17. februar

Der er ingen spørgsmål vi har fået så ofte som “hvornår kommer I så til København”. Derfor lægger vi os også i selen for at levere noget helt specielt, når BODYSLAM! vælter ned ad Rabalderstræde og ender på Pumpehuset 17. februar. Udover den sædvanlige farverige og hårdtslående kollektion af BODYSLAM-originaler, bløder den hvidglødende britiske wrestling-scene over i dansk wrestling som aldrig før. Det skal “CCK” Chris Brookes og Flash Morgan Webster nok sørge for!

Chris Brookes er et af de allermest efterspurgte navne på den europæiske independent scene i disse år. Såvel på hold med Kid Lykos og Progress Wrestling champion Travis Banks som solo. Der findes næppe en afkrog af Storbritannien som “The Calamari Catch King” ikke har wrestlet i, men det er højprofilerede steder såsom Progress Wrestling, han for alvor har skabt et navn. Med en højde på 2 meter og et arsenal af både teknisk velfunderede og meget uortodokse angreb (wet willies!?) er han en modstander man aldrig ved, hvor man har – og som vi andre kan glæde os meget til at se folde sig ud.

Flash Morgan Webster havde et fantastisk 2017. Og han var endda kun aktiv i 9 måneder af det. I en kvalifikationskamp til WWE’s Cruiserweight Classic blev han alvorligt skadet og måtte sidde på sidelinjerne i næsten et år. Han brugte dog tiden fornuftigt og blev podcast-vært samtidig med at han skærpede sine evner under genoptræningen, således at han vendte tilbage og øjeblikkeligt fangede de meget trænede øjne fra kultforbundet Pro Wrestling Guerrilla i Californien, hvor han var én af en meget nøje udvalgt skare af wrestlere, der performer. Det er i sandhed et scoop at se ham på dansk jord.

Dalby wrestling

Foto: Palle Schultz

Nicolas Dalby, kendt fra UFC, træder ind i en noget anderledes arena end han er vant til. Han er nemlig special enforcer ved ringside og slutter sig således til bl.a. Ronda Rousey som fornylig også debuterede i wrestlings outrerede verden. Bliver Dalbys blotte tilstedeværelse nok til at Emeritus og Olisander holder sig i skindet? Eller bliver “Sharpshooter” nødt til at tage mere voldsomme metoder i brug for at holde ro og orden?

Match card for wrestling i København, Pumpehuset 17. februar opdateres løbende:

Michael Fynne forsvarer BODYSLAM! mesterskabet

Michael Fynne - the champ

Tank vs. Emeritus - Wrestling i København

Tank vs. Emeritus (med Peter Olisander)

Sandhedens diabolske dommedags-duo Emeritus og Peter Olisander har formået at stille den danske heavyweight legende Tank i en ufordelagtig situation 17. februar på Pumpehuset: Tanks tag team makker Matthew Burnett er skadet. Det afholder dog ikke Tank fra at tage udfordringen op. Selvom det skal forestille at være en-mod-en er Tank i undertal, for når Peter Olisander er ved ringside, ved man at han også vil blande sig i kampen på én eller anden udspekuleret vis.

Kimball vs. Rick Dominick – Hair vs. Career: Chain match

Rick “The Prick” var milimeter fra at blive BODYSLAM! champion tilbage i april. Lige indtil Kimball blandede sig og kostede ham alt. I sin jagt på at få endnu en titelkamp har Rick forsøgt at rydde Kimball af vejen og få hævn. Nu lader det til at han har fået en gylden mulighed fra uventet kant: Hvis Rick kan besejre Kimball på Pumpehuset skal Kimball trække sig tilbage fra aktiv wrestling. Og hvis Kimball vinder, bliver Ricks sidste værdighed taget fra ham, når han bliver barberet skaldet midt i ringen. Dette er hvad, der er på spil 17. februar – og for at det ikke skal være nok er der også flere meter stålkæde, som frit kan benyttes af begge deltagere.

PLUS meget mere! Flere kampe annonceres løbende.

Wrestling billetter - København 2018

København 17. februar 2018