Danmarks største wrestlingstjerne – som ingen har hørt om

Hvis du siger ”wrestling” tænker de fleste på amerikanske arketyper som Hulk Hogan, ”Macho Man” Randy Savage eller The Undertaker.
Men inden nogen af disse havde gjort deres entré i wrestling-ringen, var en mand fra Odense allerede godt i gang med at skabe sig et navn i den nordamerikanske wrestlingbranche.

Men hans karrieres højdepunkt blev på tragisk vis afsluttet, før det for alvor fik mulighed for at komme i gang.

Ib Solvang Hansen blev født i 1934 i Odense, hvor han voksede op, inden han i midten af 50’erne emigrerede til Canada. Hans indskrivning i wrestling-historiebøgerne kom dog først i 1968, da han debuterede for Frank Tunney (hvis nevø, Jack Tunney, i 80’erne og frem til ’95 var kendt som ”formand” i WWF) i hans promotion Maple Leaf Wrestling. Dette var også første gang Ib Solvang Hansen gik under navnet, som han igennem hele sin wrestling-karriere blev kendt under: Eric The Red.

Eric The Red 01

Ibs karakter var en moderne udgave af en viking, hvor han blev introduceret som værende fra både København og sin ægte hjemby Odense, bar rundt på en stor knogle og gik i pelsbeklædte støvler. I sine indledende år var Ib i ringen med legender som Pedro Morales, Bruno Sammartino, Edouard Carpentier, Killer Karl Krupp og Tiger Jeet Singh, men var ikke en hovedattraktion i forbundet.

Med sine 185 cm og 140 kg. var Ib en imponerende og robust størrelse, der i samspil med hans vikinge-persona gjorde indtryk på fansene. Således begyndte Ib også, som Eric The Red, at blive booket i andre territorier – og nu indenfor USAs grænser.

Eric med knogle

I de tidlige 70’ere gjorde Eric The Red, efter enkelte afstikkere til The World Wide Wrestling Federation (i dag WWE), sin entré i National Wrestling Federation i Buffalo, New York. Her mødte han wrestlere som Gorilla Monsoon og Dominic DeNucci i ringen, inden hans karriere for alvor tog fart. Ib begyndte nu at wrestle i både Toronto, Detroit, Cleveland og andre nordlige byer, hvor han blandt andet i Maple Leaf Gardens, der er en stor ishockey-arena i Toronto, var imod wrestlere som Leo Burke, The Sheik og ikke mindst daværende NWA World Heavyweight Champion Jack Brisco. 7. august 1975 i New Jersey var det ingen ringere end selveste Lou Thesz der stod overfor Ib i ringen, mens Japan blev også besøgt i løbet af midt 70’erne. Her mødte Ib blandt andre manden der havde den første mixed martial arts kamp imod Muhammad Ali, Antonio Inoki.

I slutningen af 70’erne var Ib Solvang Hansen efterhånden en mand der havde wrestlet overalt på det amerikanske kontinent. Han havde netop været i Puerto Rico, hvor han efter en blodig fejde med Carlos Colon (far til den tidligere WWE wrestler Carlito), havde vundet både det Puerto Ricanske mesterskab og WWC North American mesterskabet, og efterfølgende taget til Texas, hvor han i World Class Championship Wrestling fejdede med blandt andre David Von Erich.

Headbutt

Men det var i slutningen af 1978 at Ib skulle finde sin største og mest konsistente succes i wrestling – som desværre også blev hans sidste.

Han debuterede i oktober for Championship Wrestling from Florida, hvor han hurtigt blev sat i tag team med wrestleren Pak Song og manageren Sonny King, og blot to uger efter Ibs debut i forbundet havde konstellationen vundet NWA Florida Tag Team titlerne fra Mike Graham og Steve Keirn (der i dag er træner i WWEs NXT). Henover de næste uger fortsatte de med at forsvare titlerne, mens Ib også begyndte at blande sig i blandt andre NWA World Heavyweight mesteren Harley Races kampe, og sørgede blandt andet for, at Dusty Rhodes tabte en steel cage match til ham. Dette resulterede i en singles match mod Dusty Rhodes d. 31. oktober 1978 – som også blev én af Ibs sidste.

Eric The Red 02

Den 8. november 1978, samme aften som han og Pak Song havde forsvaret deres tag team titler mod Mike Graham og Dusty Rhodes, gik Ibs bil i stå på West Hillsborough Boulevard i Tampa. Efter at have ringet efter assistance blev Ib ramt af en bil, da han ville krydse vejen. Hans hoved ramte forruden og forårsagede alvorlige skader på både hjernen og kroppen. Ib Solvang Hansen afgik ved døden d. 16. november 1978 på St. Joseph’s Hospital, efter at han aldrig vågnede fra et ugelangt koma.

Kort tid efter hans død skrev det lokale Florida-baserede wrestling-program The Grapevine en nekrolog. En nekrolog der dog mere hyldede wrestleren end manden, men som samtidig viste, at Ib Solvang Hansen var en sand stjerne på den amerikanske wrestlingscene i 1970’erne.

Eric The Red, whose full name was Eric Hansen, passed away on Thursday, November 16, just one week after being struck by an automobile while crossing a Tampa street in the early morning hours. Eric never regained consciousness after being hit, his condition worsening steadily despite all efforts to help him. The sport of wrestling has lost a formidable athlete. While Eric did not enjoy a great deal of personal popularity, he was feared and respected by opponents and his public alike. Like his Nordic ancestors, he asked no quarter and he granted none. Eric The Red will be remembered for his fierce competitive spirit and his absolute lack of fear when facing opponents—a fitting tribute to a Viking warrior.”